Nedsunken forfod


Fra naturens hånd er vi udstyret med en lille bue på tværs af forfoden. Denne bue medvirker til, at vi kan have et fjedrende afsæt, når vi går og løber. Hvis denne bue ikke er tilstede, bliver afsættet mere hårdt og går direkte hen over ledhovederne på mellemfodsknoglerne. Derved bliver trykket, fra knoglerne ned på huden og underlaget, meget større.

Hudens naturlige reaktion på en sådan overbelastning er, at den begynder at fortykke sig. Derved opstår der hård hud.


Årsag: Der kan være flere årsager til en nedsunken forfod.

Gravide kvinder vil i en periode veje meget i forhold til deres normalvægt, hvilket øger belastningen på foden.

Overvægt i al almindelighed medfører øget belastning af forfoden.

Tungt arbejde øger ligeledes belastningen på foden og forfoden i særdeleshed.

Brugen af sko med høje hæle gør, at hele kropsvægten kommer til at hvile på forfoden, hvilket den slet ikke er beregnet til.

Disse belastninger kan medføre, at forfodens muskulatur og sener forlænges, hvorved de ikke længere er stramme nok til at opretholde forfodens tværbue.


Behandling og forebyggelse: Da den lille tværgående bue dannes ved hjælp af små muskler og sener i foden, er det meget vigtig at genoptræne disse muskler ved at lave fodøvelser.

Jeg kan afhjælpe evt. gener ved en nedsunken forfod ved hjælp af en fodbehandling, hvor jeg fjerner den hårde hud og ligtorne. Men hvis denne behandling er den eneste der modtages, vil det fortsatte tryk fra de nedsunkne fodrodsknogler medføre, at den hårde hud og ligtornene gendannes efter kort tid.

Ønskes der et bedre og længerevarende resultat, kan jeg fremstille et aflastende og støttende fodindlæg.


Platfod


Svangbuen er med til at give stødabsorption ved belastning af foden.

Når du er platfodet er denne svangbue affladet i større eller mindre grad.


Årsag: Der er mange årsager til platfod, men det ses oftest pga. overbelastning/overvægt og svækkelse af muskler.


Behandling: Det er vigtigt at svangen rettes op – både for at skabe den støddæmpende effekt igen, for at bedre gang/ løb, for at bedre kredsløbet, men også for at foden ikke danner yderligere fejlstillinger.

Svangen kan rettes op ved at styrke musklerne, benytte gode støttende sko og et fodindlæg.


Hulfod


er det modsatte af en platfod. – her ses en højere svang end normalt.

Her ses ofte gener ovenpå foden, fordi vristen bliver tilsvarende høj.


Behandling: Det er vigtigt at benytte et fodindlæg, for at mindske risikoen for yderligere fejlstillinger og sikre en mere optimal gang.


Gigt


Gigt kan opstå i led, knogler, muskler og bindevæv.

Symptomerne er forskellige men fælles for de fleste er, at de gør ondt og nedsætter bevægeligheden. Det kan gøre det svært at pleje fødderne selv.

På fødderne kan der bl.a. opstå knyster, fejlstillinger og gigtknuder. Dette kan bl.a. give hård hud, ligtorne og negle der enten fortykker eller bliver nedgroede.


Behandling: Jeg kan fremstille aflastninger, hvis der er smerte pga. knyster og fejlstillinger i foden. Derudover kan jeg fremstille fodindlæg, der kan aflaste den gigtplagede fod.

Når der er gigt i fødderne, er det meget normalt at fødderne forandrer sig. Nogle gange hurtigt, andre gange langsomt. Derfor er det vigtigt at komme regelmæssigt til fodbehandling hos en statsautoriseret fodterapeut. På den måde kan mange gener forebygges.


Smerter i ryg, hofte eller knæ


Kan stamme fra fejlstillinger i dine fødder. Hvis dine fødder ikke har en korrekt stilling vil dette medføre at du ikke går korrekt og den stødabsorberende effekt ikke fungerer optimalt og dette kan forplante sig som smerter længere oppe i kroppen.

Det viser sig især hvis du belaster dine fødder meget fx ved løb.


Behandling: På baggrund af analyser af din gang og dine fødder, udarbejder jeg specialfremstillede fodindlæg, som vil kompensere for evt. ubalancer og dermed afhjælpe eller forebygge smerter fx i ryg, hofte eller knæ.


Copyright @ All Rights Reserved